Medarbejderportræt

"Tekla handler om at give sine kolleger værktøjer i stedet for løsninger"

Sådan siger Line Dalegaard Henriksen, som er Tekla specialist og ansvarlig for Tekla hos ISC.

Line fik for godt 3 år siden til opgave at lede arbejdet med at implementere Tekla hos os i ISC. Hun kom med 7 års erfaring med programmet og en hel masse uprøvede idéer. Hos os fik hun lov til at slippe sine idéer løs, og i dag er Tekla en integreret del af arbejdet i vores offshore afdeling, der primært designer offshore substations.

Vi har en stor fordel, fordi vi ofte samarbejder med de samme partnere omkring vores projekter på offshore substations. Det betyder ifølge Line;

”at vi allerede i designfasen har fokus på, hvordan vi egentlig skal bygge det her. Og det er især vigtigt, at man er i stand til få overblik over hele kompleksiteten i offshore projekter, fordi fejl bare har større konsekvenser, når man først er ude på havet. Det er her, at Tekla er så fantastisk et værktøj! Vi kan standardisere og lave en komplet pakke sammen med vores samarbejdspartnere. Det betyder, at vi kan køre projekterne mere effektivt og med færre fejl, der måske først ville være blevet opdaget, når produktionen er gået i gang.”

 

Frihed i Tekla har medført kvantespring de seneste år

Her i ISC har vi taget kvantespring i brugen af Tekla, hvor Line altså leder arbejdet med sine 10 års erfaring. Tekla fungerer perfekt til både at give overblik over hele konstruktionen, men kan samtidig også kobles til vores beregningsmodeller. Og så er mulighederne uendelige.

 ”Man kan alt i Tekla! Udfordringen er derfor ikke, hvad man kan, men derimod hvad man skal. For mig handler arbejdet med Tekla om udvikling: Hvordan kan vi gøre tingene smartere? Det handler om at hjælpe mine kolleger til at få en nemmere arbejdsgang – altså at skabe værktøjer til dem, som giver mening og værdi i deres daglige arbejde. Men samtidig er jeg også påpasselig med at over-udvikle. Det må ikke blive sådan, at man som bruger af funktionerne i Tekla ikke længere skal tænke selv og være kritisk. Der vil vi ikke hen. Teach a man to fish kinda situation”, siger Line og trækker på smilebåndet.

Hvordan får man det bedste ud af Tekla?

Kunsten ligger i at forstå balancen, når man udvikler. Netop derfor er det afgørende at kunne vurdere, hvornår udvikling er værdifuld. Som Line formulerer det:

 ”På det tidspunkt giver det ikke mening at udvikle længere, fordi den ønskede funktionalitet er opnået. Så skal man stoppe. Selv om man godt kunne bruge en ekstra uge på at sidde og perfektionere på små justeringer –nørderi for nørderiets skyld. Når man er i mål, så skal man stoppe op og gå videre til næste projekt. Der er nemlig altid et nyt projekt. Og det er vigtigt at huske at have fokus på, hvorfor vi udvikler.”

Vi tror på, at man skal have frie tøjler i ISC. Man skal kaste sig ud i det for at finde de gode løsninger. Og så skal man naturligvis støttes af dygtige kolleger og et stærkt team, som kan give den essentielle sparring. Line uddyber: 

 ”I arbejdet med Tekla er det helt okay ikke at vide, præcis hvor det næste projekt fører hen. Så længe man holder sig for øje, at det man udvikler, skal give værdi for ens kolleger. Derfor skal man også være klar til at starte forfra og lave tingene om, hvis de ikke virker. Udvikling, test og implementér eller start forfra alt efter resultatet af testen. Sådan er min arbejdsgang, og det er fantastisk at få lov til at forfølge mine idéer og nyde friheden, som ledelsen i ISC giver mig, til at udforske mulighederne i Tekla. Det er den frihed, der er grunden til, at vi har rykket så hurtigt på Tekla-fronten de seneste år.”

 

Tekla styrker samarbejdet på tværs af organisationer

Til venstre og nedenfor ses en af vores mange modeller, som er tegnet i Tekla. De tæller bl.a. Vineyard og vores seneste projekt Coastal Virginia, som skal konstrueres på USA’s østkyst ud for staten Virginia. Projektet er blot et eksempel af mange, hvor brugen af Tekla har afgørende indflydelse på vores måde at samarbejde på.

Du kan læse mere om Coastal Virginia her

Fokus på bygbarhed

Når vi konstruerer modellen, har vi helt fra start fokus på bygbarhed, og det giver værdi til vores samarbejdspartnere, som slipper for overraskelser, når de skal konstruere vores 3D-modeller i virkeligheden. Det kan f.eks. være, at vi er opmærksomme på, at der skal være plads til at kunne komme ind med et svejseapparat. 

”Vi arbejder ikke kun teoretisk, men forholder os også til, at det skal kunne lade sig gøre i praksis,” understreger Line.

Vi modellerer i Tekla, så vores samarbejdspartnere, der også arbejder i Tekla, kan arbejde med vores model. Det kan f.eks. være, at de skal lave flere arbejdstegninger udover dem, vi allerede har lavet. Det er alt sammen takket være vores meget detaljerede 3D-modeller. Vores samarbejdspartnere kan tilgå modellen og gå til arbejdet med samme perspektiv. Det forbedrer samarbejdet på tværs af organisationer.

 

Store krav til arbejdstegninger offshore

I offshore industrien stilles der store krav til arbejdstegninger og design. På Coastal Virginia har vi f.eks. lavet mere end 50.000 3D-svejsninger bl.a. grundet krav til sporbarhed.  

Hos os bruger vi Tekla i en skræddersyet facon, fordi vi bruger det til offshore, hvor kravene er store til især sikkerhed. Når vi udvikler værktøjer i Tekla, er vi ikke bange for at prøve ting af og tage det skridt for skridt. Vores fokus er på at kunne skabe 3D-modeller effektivt og fejlfrit.

”Vi udvikler løbende parametriske komponenter, som reducerer arbejdsbyrden og sikrer færre fejl. Det gør, at modellen kort fortalt bliver mere driftssikker, effektiv og ændrings-venlig. Fejl inden for offshore har store konsekvenser, fordi hjælpen er langt væk og omkostningerne er ekstra høje,” fortæller Line.

Og så er vi ikke bange for at have det sjovt og lave fejl undervejs i udviklingsprocessen. Som Line stolt fortæller:

 ”Vi programmerer selv custom plug-ins til Tekla. Vi har f.eks. en app, der tildeler materialeegenskaber. Det er lavet i C# ved brug af Teklas open API. Det er ret nørdet, men super spændende! Og det giver vores ingeniører værdifulde redskaber, som højner kvaliteten af vores arbejde.”

ISC Rådgivende Ingeniører A/S
Hesseløgade 16
2100 København Ø
Tel: +45 35 27 88 00
Email: info@isc.dk
CVR: 26340713