Bygherrerådgiver til styring af komplekse byggeprojekter

Vil du drive komplekse byggeprojekter i en veldrevet rådgivende ingeniørvirksomhed? Trives du med at have indflydelse og træffe beslutninger, når det kræves? Har du den erfaring og ekspertise, der skal til for, at sikre fremdrift og kvalitet i alle projektets faser? 
 
Så er det muligvis dig, vi søger til vores kontor på Østerbro!  
 


Fagligt fællesskab og stærk holdånd   

I ISC Rådgivende Ingeniører tror vi på, at det er relationerne, der er fundamentet for en god forretning. Vi er en veletableret virksomhed, der ved, at store projekter kræver drevne løsninger og en høj grad af teknisk viden.    

Vi arbejder med alt fra klassisk byggeri til infrastruktur og industri – broer, hospitaler, støjskærme og meget mere. Og vi gør det med en stærk holdånd og en lyst til at udvikle os sammen.  
   
I ISC Rådgivende Ingeniører er vi kendt for at turde byde på komplekse projekter, hvor vi ikke nødvendigvis kender løsningen på forhånd. Det udfordrer os i vores faglighed og stiller krav til vores faglige fællesskab, hvor vi arbejder på tværs for at komme i mål med de bygbare løsninger.    

Der er et stort potentiale for at styrke vores forretning inden for bygherrerådgivning, og derfor søger vi nu en erfaren bygherrerådgiver, der trives i en projektlederrolle.   

 

Dine arbejdsområder  

Som vores nye Bygherrerådgiver vil du være ansvarlig for alle faser i projektet og sikre, at det planlægges, gennemføres og afleveres i overensstemmelse med aftalte krav til økonomi, tidsplan, kvalitet, myndighedsforhold og bæredygtighed.  

Dine daglige opgaver vil primært være, at:    

  • Varetage bygherrens interesser og sikre fremdrift gennem alle projektets faser 
  • Yde strategisk rådgivning i de tidlige faser; afklaring af behov, krav og projektgrundlag samt tekniske, økonomiske og risikomæssige analyser 
  • Lede og koordinere projekterings- og udførelsesprocesser 
  • Sikre teknisk kvalitet, valg af de rette løsninger samt overholdelse af gældende lovgivning – herunder inddragelse af relevante specialister 
  • Styre projektets økonomi og udbud samt være tovholder på møder og beslutningsprocesser 

Du bliver en nøgleperson i arbejdet med både nye og eksisterende kunder og får en central rolle i at omsætte muligheder til konkrete samarbejder.   
 

Dine kvalifikationer  

I rollen forventes du at sikre fremdrift gennem handlekraft, en strategisk tilgang og transparens i din tydelige kommunikation. 

Du kommer højt på ansøgerlisten hvis:   

  • Du er uddannet bygningsingeniør (BSc/MSc), bygningskonstruktør eller anden relevant uddannelse.  
  • Du har stor erfaring med bygherrerådgivning eller rådgiver/entreprenørrollen. 
  • Du har kendskab til byggelovgivning, AB-systemet (ABR18/AB18) og ydelsesbeskrivelser (YBL18 og YBB19). 
  • Du har god erfaring med projektøkonomi, tidsplanlægning og risikostyring. 
  • Du er struktureret i dit arbejde og strategisk tænkende.

Det er essentielt at du trives i en rolle med mange interessenter og komplekse problemstillinger. Du motiveres af at omsætte behov og krav til konkrete løsninger, og du er komfortabel med at træffe beslutninger – også når alle svar ikke er givet på forhånd.
 

Fagligt stærk arbejdsplads med højt til loftet     

Vi prioriterer arbejdsmiljø og faglighed - som en naturlig del af vores kultur. Hos os handler faglig udvikling også om at skabe rammer, hvor man trygt kan bidrage. Derfor har vi en hverdag, der især bygger på sparring på tværs af fagligheder, hvor erfaring og nye perspektiver sammen skaber de bedste løsninger.  

Derudover tilbyder vi:   

  • Centralt beliggende kontor.   
  • Sundhedsforsikring og sundhedspakke.   
  • Flekstidsordning.   
  • Firmapensionsordning.   
  • Løn efter kvalifikationer.   

 
Kend os på bygbare og gennemtænkte projekter    

ISC er en familieejet ingeniørvirksomhed, hvor viden, relationer og rådgivning er kernen i alt, vi gør. Vi værdsætter en hverdag, hvor vi bliver fagligt udfordret og bliver klogere sammen i et stærkt fagligt fællesskab. Vores organisationsstruktur er karakteriseret ved at vi er en fleksibel størrelse, hvor der er plads til dialog på tværs.   

Med medarbejdere i afdelinger syv steder i landet arbejder vi på tværs af organisationen og de kompetencer, vi har, for at levere bygbare og gennemtænkte projekter. Vores faglige kompetencer gør os til en foretrukken rådgiver indenfor sektorer som vedvarende energi, olie & gas, byggeri & anlæg, industri samt infrastruktur.     

Du vil derfor blive en del af en veletableret organisation, der har eksisteret siden 1967 - hvor holdånd i hverdagen og en professionel indstilling er afgørende for, at vi kan levere den kvalitet, vi er stolte af.  


Lyder det som en stilling for dig?    

Send os din ansøgning allerede i dag.   

Vi behandler din ansøgning med omhu og giver dig en tilbagemelding så snart vi har vurderet alle kandidater.    

Vi ser frem til at læse din ansøgning og lære dig og dine kompetencer bedre at kende.  

Din person og erfaring er unik, og vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen.   

Apply
Share in your network Share on Facebook Share on X Share on LinkedIn Share on Google Plus Print Tip a friend
Deadline:
Contact person HR:
Olivia Agnes Aalbæk Jensen HR & Talent Acquisition +4541339233 oaa@isc.dk
Find out more about the position:
Lars Peter Heilmann Skøtt Afdelingsleder for Projektledelse & Specialer +4541339143 lhs@isc.dk
Form of employment: Full time
Department: Copenhagen
ISC Rådgivende Ingeniører A/S
Hesseløgade 16
2100 København Ø
Tel: +45 35 27 88 00
Email: info@isc.dk
CVR: 26340713